Tilsyn

Der udarbejdes hvert år en tilsynsrapport, sådan som loven foreskriver. Læs den aktuelle her på siden.

Skolens tilsynsførende hedder Anni Steen. Hun er udpeget af forældrekredsen og besøger skolen og følger undervisningen i klasserne flere gange om året. Anni Steen har indgående kendskab til lovgivningen indenfor friskole- og folkeskoleområdet og fører tilsyn med, at skolen lever op til de fastsatte krav fra Undervisningministeriet.

 

”I mine rapporter fra tilsynene lægger jeg blandt andet vægt på, om læreren har kontakt med børnene. Det hjælper jo ikke, at der står en super dygtig lærer og snakker henover hovederne på børnene. Det lærer de ikke noget af. Jeg undersøger ved mine besøg, om skolen følger de undervisningsplaner, der ligger på hjemmesiden, og efter hvert besøg skriver jeg noter, som bliver samlet til en helhedsvurdering af de enkelte klasser. Disse rapporter bliver hvert år udfærdiget sidst i juni og lagt på hjemmesiden,” fortæller Anni Steen.

Anni Steen er uddannet på Rudolf Steiner Lærerseminariet i Skanderborg. I 1988 blev hun klasselærer for en 1. klasse på Rudolf Steiner Skolen i Vordingborg, en klasse som hun fulgte til og med 7. klasse.

Senere valgte Anni Steen at flytte til Ærø, og her har hun virket som støttepædagog og privat hjælp for elever, som ikke kunne læse og senere som leder af den kommunale dagpleje.

Da Anni Steen blev spurgt, om hun ville være tilsynsførende på sin tidligere arbejdsplads, Rudolf Steiner Skolen i Vordingborg, var hun slet ikke i tvivl.

”Det var meget tillokkende at komme tilbage til skolen. Jeg har jo savnet mit job på skolen lige siden, at jeg holdt op. Det har også været meget positivt at se, hvordan skolen har udviklet sig. Flotte bygninger, mange elever og ordnede forhold,” fortæller Anni Steen.

Billedet th. Anni Steen har været tilsynsførende på Rudolf Steiner Skolen i Vordingborg siden 2003. Billedet her er fra hendes private samling.

 

Tilsyn