Værdigrundlag

Skolens værdigrundlag er beskrevet i det følgende, som er et uddrag af vedtægternes § 2.

Det er institutionens formål at drive en friskole efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler mv. Det følger heraf, at skolen efter sit formål og hele virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Stk. 2. Det er i øvrigt skolens formål at udøve skolevirksomhed, hvor undervisningen bygger på Rudolf Steiners impulser, således som de udvikles og gives liv af et lærerkollegium, hvis personlige og sociale udviklingsgrundlag er Rudolf Steiners åndsvidenskab "Antroposofi".

Grundlag:

Skolen bygger på et kristent grundlag ud fra antroposofien.

Den pædagogiske impuls og antroposofien anskuer mennesket som et evighedsvæsen. Det fødes med sine særlige forudsætninger, evner og karaktertræk samt en livsopgave. Forældres og læreres opgave er at understøtte en harmonisk udvikling af disse evner og skabe grundlag for en fri realisering af denne livsopgave.