Instrumentundervisning

Alle elever på Rudolf Steiner Skolen i Vordingborg skal lære at spille på et instrument, der indgår i et symfoniorkester. Forældre, eleven og musiklærere beslutter senest i begyndelsen af 4. klasse, hvilket instrument, det skal være. Hvis interessen og lysten er der tidligere, kan eleven sagtens begynde, eksempelvis med de svære strengeinstrumenter. Eleverne kan få undervisning på selve skolen eller på Musikskolen i Vordingborg.

Instrumentalundervisning - orkestersammenspil

Instrumentalundervisningen er et fag på linje med alle andre fag på skolen som for eksempel dansk, matematik og håndarbejde. Undervisningen er obligatorisk og kan ikke fravælges.Alle elever skal senest fra 4. klasse have individuel undervisning på et instrument enten på Musikskolen eller på vores skole.Den individuelle instrumentalundervisning foregår efter skoletid og betales af forældrene. Når undervisningen begynder i 3. eller 4. klasse er det et krav, at eleven øver sig hjemme, for eksempel tre gange 20 minutter ugentligt, ligesom der også er lektier i andre fag.

Første instrument

Alle forældre bliver orienteret om skolens ønsker vedrørende instrumentalundervisningen ved optagelsessamtalen og skriver under på, at det er accepteret ved tilmeldingen. I de første to skoleår spiller eleverne pentatonfløjte. ( På en pentatonfløjte mangler tonerne C og F.) Klasselæreren står for indkøbet af fløjterne, som bliver elevernes ejendom og betales af forældrene.

Chrotta

I 3. klasse spiller eleverne chrotta, som er et strengeinstrument, der minder om en violin, men har en blidere klang og holdes som en cello. I samråd med klasselæreren/musiklæreren kan eleverne allerede nu begynde med individuel instrumentalundervisning.

Individuel musikundervisning

I løbet af 3. klasse vælger musiklærerne, forældre og klasselærer i samråd et instrument til hver elev, og undervisningen begynder i 4. klasse og varer resten af skoleforløbet. (Nogle kan, som nævnt, være startet tidligere). Det er forældrenes opgave selv at melde sit barn til undervisning på det instrument, der er blevet aftalt med klasselæreren/musiklæreren. Der må påregnes med en udgift til den individuelle undervisning ud over de almindelige skolepenge.

Lyden af et orkester

De instrumenter, der vælges imellem er følgende: Violin, bratsch, cello, kontrabas, tværfløjte, obo og klarinet. I specialtilfælde kan marimba, harpe, trompet eller altfløjte komme på tale.Der findes mange andre glimrende instrumenter, men de er af forskellige årsager ikke egnet til orkestersammenspil. Det gælder for klaver, saxofon og guitar. Nogle er for kraftige og nogle for svage i lyden til, at eleven rigtig kan udfolde sig med glæde, andre passer klangmæssigt ikke ind i orkestret, og der kan højst være en, der spiller klaver i orkestret.Det er naturligvis ikke udelukket, at en elev, ud over det obligatoriske instrument, har et ekstra instrument, men erfaringen viser, at to instrumenter kan være en stor mundfuld.

Sammenspil

Orkestertimerne, hvor eleverne lærer sammenspil, kan begynde allerede i 2., 3. eller 4. klasse. Ofte er klasserne slået sammen to og to fra 6. og til 10. klasse.Timerne med sammenspil rangerer på linje med den øvrige undervisning. De er en helt naturlig og nødvendig del af den palet af opbyggende udfordringer, som skemaet byder på i bestræbelsen på at uddanne hele og harmoniske mennesker.På skolen underviser musiklærer Jytte Claustad i tværfløjte og klarinet, og musiklærer Poul Larsen underviser i violin. Tilmelding kan ske ved at kontakte den pågældende lærer direkte.Der tilbydes også undervisning på de lokale musikskoler. Det gælder om at være i god tid, da det ikke er en selvfølge, at der er plads.