MORGENSANG

Fødder løfter de morgentrætte kroppe ind i skolens lille sal, og hver enkelt elev stiller sig klassevis. Der er lidt skramlen, hvisken og et “godmorgen” flyver gennem luften. Hver morgen, samme ritual. Året rundt. Elever, lærere og de forældre og søskende, der har tid, stimler sammen til morgensamling klokken otte.

Hver morgen kort efter klokken otte mødes eleverne og deres lærere i skolens gamle gymnastiksal, der bliver kaldt for morgensang-salen. Forældre, der har tid til at være med, er velkomne.
Samlingen omkring morgensangen har en helt speciel rytme. Stemningen er forskellig alt efter, hvilken årstid og sang, der er på programmet. Efterhånden som eleverne bliver større genkender de rytmen. Den er den samme, året rundt, på alle skoledage.

Først siger alle et fælles morgensang-vers sammen.

MORGENVERS

Det skønne beundre
Det sande beskytte
Det ædle dybt ære
Det gode beslutte.
Det leder os mennesker
i livet til målet
i handling til retfærd
i hjertet til freden
i tanken til lyset.
Og lærer os tillidtil gudernes virke
I alt, som er
I verdens alt
I sjælens dyb

Efter morgensang reciterer de enkelte klasser på skift for resten af forsamlingen. Ofte er der tale om vers, som eleverne øver og siger i klasserne. Det kan være fra et skuespil, skrevet til lejligheden eller andet.
Til sidst synger alle morgensang sammen. Sangene er danske, inspireret af årstiderne, og ofte synger vi dem flerstemmigt eller i kanon. Det er en ganske særlig og løftet stemning, når vi alle går fra morgensang med de sidste ord i hjertet: ”En god dag!”