Musik

Musik er en naturlig del af hverdagen på en Rudolf Steiner skole. Vi synger morgensang sammen i den store sal. Børnene synger og spiller fløjte lige fra 1. klasse; de optræder med sang og – når de er klar – med f.eks. fløjte, cello eller violin.

Fra 4. klasse begynder skolens elever at beherske et instrument ud over blokfløjten, og i de følgende klassetrin tager eleverne del i skolens musikliv i form af sammenspil i klasseorkestrene. Musik udvikler børnenes sociale kompetencer, og de får en fornemmelse af hinanden, når de både skal spille deres egen stemme og samtidig lytte til de andre og holde takten.

Instrumentalundervisning - orkestersammenspil

I fjerde klasse skal børnene vælge deres instrument i samråd med klasselærer og musiklærere. De instrumenter, der kan vælges, skal alle kunne indgå i skolens orkester, så som violin, cello, kontrabas, tværfløjte, klarinet, obo.

Første instrument

Vi samarbejder med Musikskolen i Vordingborg, og de fleste børn bliver undervist der, men der er også mulighed for undervisning i nogle instrumenter på skolen, spørg musiklærerne, hvis det har interesse.
Læs mere om musik på skolen under instrumentalundervisning her på hjemmesiden og under læreplan/musik.

I 3. klasse spiller eleverne chrotta, som er et strengeinstrument, der minder om en violin, men har en blidere klang og holdes som en cello. I samråd med klasselæreren/musiklæreren kan eleverne allerede nu begynde med individuel instrumentalundervisning.