VIDNESBYRD

På Rudolf Steiner Skolen får eleverne ikke karakterbøger med hjem, og der er ikke skriftlige og mundtlige eksaminer, der afsluttes med et tal. Skolen giver fyldige udtalelser og vidnesbyrd til eleverne hvert andet år. I de større klasser arbejder eleverne med opgaver, som skal fremlægges for hele klassen og eventuelt forældre.

Eleverne på vores skole bliver evalueret gennem såkaldte vidnesbyrd, som er skriftlige og personlige. Eleverne modtager vidnesbyrd ved afslutningen af 2., 4., 6., 8., 9. og 10. klasse. Det overrækkes personligt til hver enkelt elev af klasselæreren. Det sker ved skoleafslutningen på skolens scene i den store sal, hvor klasselæreren overrækker hvert vidnesbyrd personligt til eleven og giver hånd.
Vidnesbyrdet beskriver elevens individuelle og sociale evner og muligheder og fortæller, hvordan eleven aktuelt arbejder i skolen.

ET PERSONLIGT DIGT

I 2. og 4. klasse henvender vidnesbyrdet sig først og fremmest til forældrene. På de mindre klassetrin vælger klasselæreren nogen gange at skrive et vidnesbyrddigt personligt til hver enkelt elev. Digtene er skrevet til børnene fra hjertet og indrammer deres personlighed. Fra og med 6. klasse til 8. klasse er vidnesbyrdet skrevet direkte til eleven i du-form, men det er naturligvis vigtigt, at forældrene også læser det for at orientere sig om elevens standpunkt. I 9. og 10. klasse kaldes vidnesbyrdet et afgangsvidnesbyrd, og det er skrevet så udenforstående kan læse det. Afgangsvidnesbyrdet er mere omfattende med udtalelser og pensumbeskrivelser fra samtlige af klassens lærere det pågældende skoleår.

ALLE VINKLER ER MED

På baggrund af skolens pædagogiske grundlag, hvor håndværk, kunst og videnskab alle har en væsentlig plads i barnets opdragelse og undervisning, beskrives i vidnesbyrdet ikke alene elevens faglige kunnen, men lige såvel den daglige indsats, tilgangsvinkel, arbejdsmåde, motivation og sociale væsen, sådan at flest mulige sider af barnet træder frem og danner en helhed.

HÆFTER FÅR KOMMENTAR

Til hver periode, der er af 3-5 uger varighed, fremstiller eleverne enten et periodehæfte eller noget tilsvarende, der kan/skal dokumentere det pensum, der er gennemgået i perioden og viser, hvordan eleven har forstået og oplevet stoffet. Fra 4. klasse får læreren hæftet til gennemlæsning og kort tid efter får eleverne deres hæfter tilbage med lærerens skriftlig/mundtlige kommentarer til arbejdet. På den måde kan læreren følge eleverne kontinuerligt og samle informationer til vidnesbyrdet.

TEST

Ved en periodes afslutning kan læreren eventuelt vælge at teste elevernes udbytte af undervisningen ved at stille en række spørgsmål i relation til periodens stof, som eleverne skal besvare skriftligt. Det kan være en af de måderne, hvorpå læreren holder sig informeret om den enkelte elevs faglige niveau.